Te garver dig til et langt liv

En god kop te virker både afslappende og opkvikkende. Og den naturlige drik er i det hele taget det sunde alternativ, hvis valget står mellem kaffe og te.

14. april 2010

Sagde du te? Du er vel ikke syg?

De fleste tedrikkere har hørt den bemærkning adskillige gange, så smilet kan være lidt anstrengt, alt imens de forsikrer, at de skam har det udmærket. De foretrækker bare en kop te frem for kaffe.

Faktisk har tedrikkerne gode kort på hånden, for rent sundhedsmæssigt er te et rigtig godt alternativ til kaffe.

Undersøgelse på undersøgelse viser, at te har gavnlige virkninger på sundheden, samtidig med at te både virker afslappende og opkvikkende.

Fx er der så meget fluor i te, at det yder en vis beskyttelse af tænderne, ligesom te har vist sig at være en væsentlig kilde til visse mineraler, fx zink og mangan. Noget tyder endda på, at te yder en vis beskyttelse mod at blive solskoldet. Og, ikke at forglemme: Te indeholder hverken kalorier eller fedt, med mindre man da kommer mælk, honning eller sukker i.

Holder blodet sundt

Te kan være med til at sænke blodtrykket og med til at nedsætte blodets indhold af de skadelige former for kolesterol, og en undersøgelse har vist, at specielt jasmin-te er god til at sænke både indholdet af kolesterol og fedtsyrer i blodet.

Om te også kan forebygge brystkræft blandt kvinder i højrisiko-gruppen, er for øjeblikket ved at blive undersøgt.

Forebygger sygdomme

Selv om te har været drukket i 4-5000 år, er det først i løbet af de seneste årtier, forskerne for alvor er begyndt at undersøge, hvilke stoffer der er i te. Og de er slet ikke nået til bunds endnu, for te viser sig at indeholde tusindvis af forskellige ingredienser. En stor gruppe er de såkaldte flavonoider, som også kendes fra bl.a. rødvin og frugt. Flavonoider er nogle af de kraftigste antioxidanter, der kendes, og de hjælper kroppen i kampen mod mange af de skader, som frie radikaler forårsager. Dermed kan te være med til at forebygge både kræft- og hjerte-kar-sygdomme, og selv om te hverken kan erstatte frugt eller grønt, er det værd at vide, at selv en moderat mængde te kan bidrage med næsten en tredjedel af antioxidanterne i kosten. Mere end 30 procent af tørstoffet i te består af flavonoider.

Nå målet ditt i 2019!

Kanskje du er interessert i...

I FORM anbefaler